sig mod sin forfølger, kaster sig først over blæren, som den river i filler, og saa gaar den lige løs paa kajaken. Atter er Boas paa hold, dyret krummer ryg og skyder sig med opspilet gab fremover, saa vandet fosser om den. Et feilkast kan nu gjælde livet; men han løfter rolig lænseren og jager den med et kraftigt kast ind gjennem munden og ud gjennem nakken. Det gir et sæt i den, hodet synker, men i samme øieblik reiser den sig lodret i vandet, blodstrømmen fraader ud af munden, den gaber vildt og udstøder et undertrykt brøl, mens blæren over næsen pustes op til en forbausende størrelse. Den ryster hodet, saa lænserskaftet dirrer og slænger hid og did, men den faar ikke knækket det eller kastet det fra sig. I næste øieblik render Boas's anden lænser ind bag den ene forsveiv og gjennem lungen og hjertet, sælen synker sammen — kampen er forbi. Han ror hen paa siden, og da den endnu bevæger sig lidt, faar den et sidste stik af den langskaftede kniv. Saa gir han sig rolig i kast med at trække ud sine lænsere og lægge dem paa kajaken, tar frem bugserrem og bugserblære og fæster dem til sælen, efterat den sidste er blæst op, harpunspidsen skjæres ud og gjøres atter fast paa skaftet, remmen kveiles op i kajakstolen, fangeblæren lægges ind paa sin plads bag ham. Derefter snøres forsveiverne paa sælen sammen med den dertil bestemte rem, saaat de ligger ind til kroppen, og dyret fæstes med bugserremmen langs siden af kajaken saaledes, at det blir let at slæbe frem, hodet fæstes til det første remmepar paa dækket og bag kroppen til det sidste bag manden. Nu er Boas færdig til at se sig om efter mer fangst. Han er heldig og har ikke rod længe, før han faar øie paa en ny klapmyts. I et nu har han befrid sig for sit fangne bytte, som af bugserblæren holdes flydende paa vandfladen, mens han atter
