drar afsted paa jagt. Efter nogen tids jagen og spændt venten faar han ogsaa denne, tar den paa slæb og vender tilbage til sit første bytte. De to store dyr fæstes en paa hver side af kajaken. Han har vistnok nu god last og kommer ikke hurtig frem, men der er intet til hinder for, at han kan fange fler. Saasnart nogen kommer i farvandet, kastes fangsten løs, og faar han mer, bindes de efter de første. Paa denne vis kan én mand bugsere lige til fire klapmyts, ja i nødsfald vel endog mer.
Imidlertid er det ikke gaat Tobias, en anden af pladsens storfangere, fuldt saa heldig som Boas. Han begyndte først at jage paa en sæl, men den dukkede og kom ikke mer op indenfor synsvidde. Senere fik han endelig øie paa en anden; som han imidlertid skjærer frem over vandfladen mod den, dukker der pludselig et vældigt hode af en hættesæl[1] op lige foran kajaken, og i samme øieblik er den harpuneret. Den gjør en forfærdelig plask og gaar ned, harpunremmen hvirvler ud, men kommer i det samme i beknib under fuglepilskastetræet, kajakens forende trækkes med uimodstaalig kraft under, og før Tobias faar tænke sig om, gaar vandet ham under armene, og det eneste synlige er hodet og bagenden af kajaken, som stikker ret iveiret over vandet. Det ser ud til at være forbi; de, som er i nærheden, iler til af alle kræfter, dog med lidet haab om at komme tidsnok til at redde ham. Tobias er imidlertid en ypperlig roer; han holder sig trods den vanskelige stilling paa ret kjøl, mens han fossende slæbes frem gjennem vandet af sælen, som stadig forsøger paa at trække ham helt under. Endelig kommer den atter op, i det samme faar han grebet
- ↑ Det er den voksne han af klapmytsen. Denne er over næsen forsynet med en hætte, som kan blæses op til en forbausende størrelse.
