vil følgelig komme op igjen et sted i nærheden. Han blir derfor liggende og vente. Men det drar ud, den kan være utrolig længe under, slig en sæl, og endnu længere blir det for den, som venter paa sit bytte. Men eskimoen har en beundringsværdig taalmodighed; uden at bevæge andet end hodet, som dreier sig til alle kanter for at speide, ligger han fuldstændig urørlig. Endelig viser sælhodet sig atter over vandet et stykke borte paa den ene side. Forsigtig faar han vendt kajaken, uden at sælen bemerker ham, og paany farer han nu over vandspeilet mod den. Men pludselig blir den opmerksom, betragter ham skarpt et øieblik og dukker under. Han kjender imidlertid dens sedvane, og med fuld fart piler han nu henimod det sted, hvor den forsvandt. Det varer heller ikke mange øieblikke, før den igjen stikker hodet op for at se. Nu er han paa hold, harpunen er grebet, den føres bagover, saa en kraftig bevægelse, og som udslynget fra en staalfjær farer den susende fra kastetræet, hvirvlende remmen efter sig. Sælen gjør et voldsomt kast, men idetsamme den skyder ryg for at forsvinde, render harpunen ind i siden og synker i til op paa skaftet. Nogle forfærdelige slag med bagkroppen pisker vandet til skum, og den er borte, trækkende harpunremmen efter sig mod dybet. Imidlertid har Boas taget kastetræet mellem tænderne og hurtigere end tanken kastet fangeblæren af kajaken bag sig; den danser afsted hen over vandfladen, af og til truende med at trækkes under, hvilket den ogsaa snart gjør. Det varer dog ikke længe, før den atter kommer tilsyne; og efter den gaar det nu saa hurtig, som aaren kan føre ham frem; paa veien snapper han harpunskaftet, som er flydt op fra sælen. Lænseren er lagt færdig til kast. I næste øieblik kommer klapmytsen op; rasende over, at den ikke kan undslippe, vender den
