tungen — og han rakte dette lem ud og gjorde nogle forferdelige grimaser dermed for at illustrere, hvilke anstrengelser det vilde ha kostet at reise sig med et saa ubekvemt redskab.
I tidligere tider var det saa paa Grønlands vestkyst, at hver nogenlunde dygtig kajakroer maatte kunne «reise sig»; men i den senere tid efter den europæiske civilisations indførelse i landet og det dermed forbundne forfald, er det gaat tilbage ogsaa hermed. Dog er det endnu paa mange steder ganske almindeligt, saaledes kan jeg efter min egen erfaring nævne, at ved Kangek nær Godthaab kunde de allerfleste fangere det. Paa østkysten synes det, efter hvad kapt. Holm oplyser, at være almindeligt, dog ikke saa, som det ialfald tidligere var paa vestkysten. Dette er jo heller ikke til at undres over, da det her, hvor der er lidet drivis og meget sjøgang, er langt mer nødvendigt.
En kajakroer, som til fuldkommenhed har lært at reise sig, kan trodse omtrent alt slags veir; blir han kastet overende, er han straks paa ret kjøl igjen, og som en sjøfugl kan han lege med bølgerne og skjære tvers igjennem dem. Er sjøen svær, lægger han siden af kajaken til, holder aaren fladt ned mod dækket, bøier sig forover og lar den rulle over sig, eller ogsaa kaster han sig paa siden mod den og reiser sig atter, naar den er rullet over. Den vakreste sjømanøvre, jeg har hørt om, er dog den, som man fortalte mig enkelte fangere skulde bruge mod overhændige braat; idet sjøen bryder ned over dem, kaster de sig rundt, tager den med kajakbunden, og naar den er over, reiser de sig atter. Jeg tror, man vanskelig skal kunne nævne en mer overlegen maade at klare sig paa i sjø.
