«Naar de blive 8 til 10 Aar gamle, begynde de at skride til solide Forretninger og arbeyde paa Søen udi en liden Kajak.»
Fra da af gaar de unge grønlændere stadig paa fangst. I begyndelsen er det mest fiske, de driver, senere begynder de ogsaa med den vanskeligere sæljagt.
En vigtig betingelse for at bli en helt overlegen kajakroer er at kunne reise sig paa ret kjøl igjen, efterat man har kantret. Dette sker derved, at man med en haand fatter om aarens ene ende og med den anden saa langt ind paa aarens midte som muligt, stikker aaren op langs kajakens ene side med dens fri ende pegende for over mod kajakspidsen; derpaa, idet denne aare-ende føres raskt ud til siden[1] saa nær vandfladen som muligt, og overkroppen bøies godt mod dækket, hæver man sig med et kraftigt tag rundt paa aaren; kommer man ikke helt op, kan endnu et vrikketag med denne være nødvendig.
En dygtig kajakroer reiser sig ogsaa uden aare ved hjælp af kastetræet eller endog uden dette bare ved hjælp af den ene arm. Toppunktet er, naar de ikke engang behøver at holde haanden flad, men kan knytte den, og for at bevise, at de virkelig gjør dette, har jeg set dem ta en sten i den knyttede haand, før de gik rundt, og komme op med den igjen i samme stilling.
En eskimo fortalte mig om en anden, som var saa urimelig flink til at reise sig, han kunde gjøre det begge veie med og uden aare, uden kastetræ, med knyttet haand — ja det eneste, han ikke kunde reise sig med, var —
- ↑ Idet aaren føres ud til siden saa langt som til at danne en stilling tvers paa kajaken, holdes den i en lidt skraa stilling, saaledes at aarebladet ved bevægelsen komme til at tvinge vandet under sig og faar en opaddrivende kraft.
