samme aand, som de er skrevne. Amicus Plato, amicus Socrates, magis amica veritas — sandheden fremfor alt. Og skulde jeg i enkelte punkter forekomme urimelig, da er min undskyldning, at neppe nogen kan færdes en stund med dette folk uden at fatte kjærlighed for det, dertil er mindre end en vinter nok.
I de lange, mørke kvelder, naar jeg sad i de lave jordhytter og stirrede ind i tranlampens flamme, hadde tankerne god tid. Det forekom mig da ofte, at jeg kunde se disse seige naturmennesker skridt for skridt komme dragende vesterfra paa sine hundeslæder og i sine merkværdige skindbaade langs de øde iskyster, jeg saa, hvorledes de kjæmpede sig frem og lidt efter lidt udviklede sine sindrige redskaber og sin overlegne fangedygtighed. Aarhundreder, ja tusener gik hen, slegt efter slegt bukkede under i kampen, mens andre og sterkere overlevede dem, og jeg blev fyldt af beundring for et folk, som hadde overvundet en saa haard natur.
Men i sørgelig modsætning til dette lysende billede af fortiden, reiste sig nutid og fremtid — en trist, haabløs taage.
Paa Grønland mødte eskimoerne europæerne. Første gang var det vore gamle forfædre, dem overvandt de efterhaanden; men vi kom igjen og denne gang med kristendommen og vore kulturprodukter, da bukkede de under og synker stadig. Verden trækker medlidende paa skuldrene. Herregud!
«Hvad var det saa mer? Det var ingen til men,
at en tigger var død.»
