Forord.
n vinter var vi afsondrede fra verden og indestængte sammen med grønlænderne. Jeg bodde i deres hytter, deltog i deres fangst og forsøgte, saa godt jeg kunde, at leve deres liv og lære deres sprog. Men desværre, en vinter var altfor kort til at faa et grundigt kjendskab til et saa eiendommeligt folk, dets tankeliv og kultur, dertil trænges aars ihærdigt arbeide. Alligevel har jeg i denne bog forsøgt at nedlægge de indtryk, som eskimoen og hans samfund gjorde paa mig, og har søgt saa meget muligt at støtte dem ved citater fra ældre forfattere. Der kan vel og være ting, som falder den nykomne sterkere i øinene end den mangeaarige iagttager, som lever midt i det.
Hvad enten man i mange punkter deler mit syn eller ikke, om jeg end ikke finder alt bestaaende saare godt, og selv om jeg skulde vise den svaghed at føle sorg over et synkende folk, som kanske ikke staar til at redde, da det allerede er stukket af vor civilisations giftige braad, saa trøster jeg mig med, at det ikke kan forværre dette folks kaar, og haaber, man vil opfatte mine bemerkninger i
