Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/6

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
VII


Men ogsaa dette folk har følelser som andre, ogsaa det fryder sig ved livet og naturen og bløder under vore jernhæle. Hvis nogen tviler derpaa, da se deres medfølelse med hverandre, deres kjærlighed til sine børn, eller læs deres sagn, som bare følgende fortælling:

«En storfanger paa øen Aluk paa østkysten hadde slig kjærlighed til sit hjem, at han ikke engang forlod det om sommeren. Især glædede han sig ved at se solen staa op over havet. Engang fik dog hans unge søn ham overtalt til at følge de andre paa en reise mod vest. Men aldrig saa snart kom de saa langt, at solen ikke længere stod op over havet, men over landet, før fa'ren ikke vilde reise længer og befalede, at de skulde vende den næste dag. Da de endelig naadde Aluk igjen og hadde slaat telt, gik den gamle tidlig om morgenen udenfor. De hørte først hans stemme, men saa blev det ganske stille, og da de kom ud, laa han der og var død, i det samme solen viste sig over havet. Glæden hadde dræbt ham.» Et folk, som fortæller slig, mangler ikke følelser.

Men hvergang jeg saa en lide eller bukke under for al den elendighed, vi har paaført dem, da blev den levning af retfærdighedsfølelse, som endnu findes i de fleste af os, oprørt til harme, og jeg blev fyldt af et brændende ønske om at kunne brøle sandheden ud over verden; fik de bare vide det, da maatte jo menneskene vaagne af sin ligegyldighed og straks gjøre godt igjen, hvad de har forbrudt.

Stakkars unge mand! du har intet at sige, som ikke er