Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/299

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
292
ESKIMOLIV.


Spørges der til slutning, om der da intet haab om redning findes for det grønlandske samfund, da maa det vel af alle, som kjender forholdene, indrømmes, at den eneste betingelse vilde være, at europæerne lidt efter lidt trak sig bort fra landet. Overladt til sig selv og unddraget den fremmede og forstyrrende indflydelse, vilde muligens de gamle forhold efterhaanden kunne udvikle sig igjen, og samfundet kunde ha haab om redning. Men denne mulighed er nok ialfald for lange tider fremover en skjøn utopi; thi for det første vilde det vel stride mod en europæisk stats forfængelighed at opgi et engang begyndt civilisationsforsøg, som den har opskrevet med store tal paa sin kreditkonto til opgjøret i den anden verden, og for det andet, om danskerne trak sine kolonier tilbage, saa burde ogsaa andre nationers skibe afholdes fra at drive handel med de indfødte og paaføre dem europæiske produkter og særlig brændevin.

Men fraset berørelsen med os, truer endnu den fare eskimoerne, at sælens antal aftar i foruroligende grad. Dette skyldes ikke den fangst, de selv driver; thi den er forsvindende mod de hundrede tusener af nyfødte unger, som de europæiske og amerikanske sælfangere hvert aar slaar, særlig paa drivisen nær Newfoundland. Det er altsaa atter her den hvide rase, som volder ham skade; men at sætte grænser derfor, selv om han vidste om det, ligger ikke i hans magt, hans stemme høres ikke langt. Og dog er det en fangst, som vort samfund saa ypperlig kunde klare sig foruden, men for ham — er sælen livet.

Saaledes er da dette elskværdige folk uundgaalig bestemt enten til undergang eller til at synke til en skygge af, hvad det var. Men grønlænderen er munter og kanske lykkeligere end de fleste af os, han ser ikke sin