ulykke og hader os ikke, men er venlig og glad, naar vi kommer til ham.
Grønland var engang en god indtægtskilde for den danske stat, men den tid er forbi, nu koster den kgl. grønlandske handel og missionen store summer om aaret, og værre vil det bli. Er det at vente, at den danske stat i laægden skal holde dette gaaende? Mon det ikke var rigtigere og bedre itide først at trække sine udliggere ind, dernæst efterhaanden at lægge kolonierne ned og gi de indfødte boderne og husene til fordeling? Ja efter min mening skulde man tilslut pakke varebeholdningerne sammen, bringe dem og kjøbmændene ombord i handelens ni skibe og saa seile med det altsammen tilbage til Danmark. Det vil engang maatte ske alligevel, men da vil kan hænde ingen være tilbage til at befolke dette land. Indlandsisens stivnede livløshed vil brede sig til havet, hvor kun maagernes vemodige fløiten høres langs de folketomme strande. Solen vil stige og synke og ødsle sin pragt over et forladt land. Kun en enkelt gang berører et fremmed skib de øde kyster. — — — Men i de lange vinternætter vil de døde lege sin lysende leg over sit snelands evige dødsstilhed. — —
