Det er ingenlunde min mening, at enhver mission maa
virke skadelig; men jeg mener, at en mission for at være
virkelig god stiller fordringer saa store, at de i vor tid
ikke kan tilfredsstilles, thi for det første trænges et
saadant antal ædle, opofrende og fremragende mænd, som
ikke findes paa en gang — vi finder en, to ja kan hænde
tre, men ingen fast stab af slige — og dernæst strømmer
der uundgaalig i en missions kjølvand saa meget slet ind
over det indfødte folk, at den bedste mission ikke raader
bod derpaa, lige saa lidt som det staar i missionærernes
magt at stænge det ude. Resultatet blir altsaa tilsidst
det samme.
Men skal vi da ikke engang faa øinene op for, hvad vi gjør? Skal ikke fra pol til pol alle sande menneskevenner reise sig i en eneste knusende protest mod hele dette uvæsen, denne selvgode, skandaløse behandling af medmennesker af anden tro og med anden kultur?
Der vil engang komme en tid, da vore efterkommere vil strengt fordømme os, da dette uvæsen, som man nu finder at stemme med den kristne læres grundsætninger, vil stemples som dybt umoralsk. Da vil moralen ha udviklet sig saavidt, at det kun tillades dygtige og vel udrustede mennesker først nøie at sætte sig ind i et fremmed folks liv og kultur for at undersøge, om det trænger vor støtte, og i tilfælde, paa hvad maade denne bedst kan ydes, før man begynder at øve indflydelse paa det, og blir resultatet, at man intet godt kan udrette, da at lade det i fred. Men inden den tid kommer vil muligens de fleste af disse fremmede folk være ødelagte, om de ikke allerede er det.
