Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/298

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
291
SLUTNING.


Det er ingenlunde min mening, at enhver mission maa virke skadelig; men jeg mener, at en mission for at være virkelig god stiller fordringer saa store, at de i vor tid ikke kan tilfredsstilles, thi for det første trænges et saadant antal ædle, opofrende og fremragende mænd, som ikke findes paa en gang — vi finder en, to ja kan hænde tre, men ingen fast stab af slige — og dernæst strømmer der uundgaalig i en missions kjølvand saa meget slet ind over det indfødte folk, at den bedste mission ikke raader bod derpaa, lige saa lidt som det staar i missionærernes magt at stænge det ude. Resultatet blir altsaa tilsidst det samme.

Men skal vi da ikke engang faa øinene op for, hvad vi gjør? Skal ikke fra pol til pol alle sande menneskevenner reise sig i en eneste knusende protest mod hele dette uvæsen, denne selvgode, skandaløse behandling af medmennesker af anden tro og med anden kultur?

Der vil engang komme en tid, da vore efterkommere vil strengt fordømme os, da dette uvæsen, som man nu finder at stemme med den kristne læres grundsætninger, vil stemples som dybt umoralsk. Da vil moralen ha udviklet sig saavidt, at det kun tillades dygtige og vel udrustede mennesker først nøie at sætte sig ind i et fremmed folks liv og kultur for at undersøge, om det trænger vor støtte, og i tilfælde, paa hvad maade denne bedst kan ydes, før man begynder at øve indflydelse paa det, og blir resultatet, at man intet godt kan udrette, da at lade det i fred. Men inden den tid kommer vil muligens de fleste af disse fremmede folk være ødelagte, om de ikke allerede er det.