sorte; ældre enker, som har opgit haabet, anlægger ofte hvidt baand. Faar en enke barn, maa ogsaa hun anlægge den grønne farve.
En grønlænderindes stolthed er hendes haartop, og denne bør staa saa ret og stram iveiret som bare muligt. Dette gjælder naturligvis særlig for de unge, giftefærdige, og da de neppe er mindre forfengelige end sine europæiske søstre, strammer de haaret slig sammen, at det efterhaanden rives bort fra panden, tindingerne og nakken, og de blir ofte i en ung alder mer eller mindre skaldede, hvilket ikke virker meget tiltalende, men som dog er et synligt bevis paa denne verdens forfængelighed.
For at faa haaret rigtig fast surret og desuden gi det en smuk, glinsende farve, har de end yderligere den skik at bade det i sin egen urin, før de sætter det op, det blir jo derved vaadt og lettere at stramme. Jeg mindes meget vel en kveld ved en dans i Godthaab, at jeg i spøg ertede en af mine veninder med, at hendes top ikke stod saa godt, som den kunde; hun forsvandt straks og kom en stund efter igjen med toppen staaende ret til veirs og haaret glinsende og duftende meget sterkt af bemeldte haarvaand. I samme vædske vasker de sig ogsaa, de er meget renslige og vasker sig ofte. Den lugt, de ved alt dette faar, finder de selv behagelig, de kalder den jomfruelig og anser den for et godt tryllemiddel til at fange mænd. Paa europæiske næser virker den imidlertid ikke til en begyndelse tiltrækkende. Saabye fortæller om en handelsbetjent i Nordgrønland, som var blit forelsket i en grønlænderinde, men ikke i lugten. «Han fandt et Middel til at befrie sig fra den ham stedse modbydelige Stramhed, og han brugte det. Han bestænkede hende nemlig med Eau de Lavande, først i Forbigaaende,
