om, at dette mer er affekterthed, som de antar, at vi liker, end virkelig blufærdighed, og naar de opdager, at vi ikke lægger synderlig bret paa deres forsøg, lægger de dem ogsaa bort. De har forøvrigt liden blufærdighed lige over for sine landsmænd; hør engang, hvad den skikkelige Hans Egede ser sig nødsaget til at oplyse om dem i saa henseende, og som jeg af egen erfaring kan bevidne er sandt: «De Undseer sig ikke,» siger han, «for, udi andres Nærværelse og paasyn, f. v. at giøre deres Nødtørft etc. Enhver Familie haver en Balle staaendes Frem for sit Rum, hvor udi de lader deres Vand, og samme, reverenter at melde, bliver staaende, indtil det stinker, saasom de bruger det til at legge deres Skind udi, som skal bereedes osv.» Man vil heraf kunne danne sig et begreb om, hvilke paradisiske forhold disse lykkelige mennesker lever i.
Haaret, som er ravnsort, stridt og slet, lig hestetagl, lar mændene vokse vildt. Paa østkysten klipper de det som regel ikke, ja det anses endog for farligt at miste noget deraf; isteden holdes det gjerne borte fra ansigtet med en snor eller grime. Undertiden finder man dog paa at klippe børns haar, men da maa disse fortsætte dermed hele sit liv og dertil iagtta bestemte formaliteter; saaledes blir bl. a. ører og hale skaarne af deres hunde som hvalpe. Jern maa ikke komme i berørelse med haaret, det blir derfor saget af med en haakjærringkjæve.
Kvinderne binder haaret op i en top paa issen. Dette sker derved, at det samles og strammes tæt sammen fra alle kanter og ombindes, paa østkysten med skindbaand, paa vestkysten derimod med forskjelligfarvede tøibaand. Ugifte kvinder har rødt baand — har de hat børn, faar de grønt — gifte koner har blaat — og enker sort. Ønsker de atter at gifte sig, blander de gjerne lidt rødt i det
