blit en livsbetingelse for mange familier; ved Godthaab lever f. eks. indbyggerne deraf mesteparten af vinteren, og der er faa, som kan drive sælfangst. I tidligere tider fangede eskimoen fugl med sin kastepil. Han kunde ogsaa dengang fange mange, men hvad han saarede, fik han; naar han nu sender sine haglskud ind i edderfugleflokkene, er der da tal paa, hvor mange der ødelægges uden at komme nogen tilgode?
Nei, vi kan i sandhed ikke smigre os med at ha gjort hans fangstmaader fuldkomnere, vi har kun bragt forstyrrelser deri, hvis ødelæggende følger vi endnu ikke kan overskue.
Men det værste af alt er den ubodelige skade, vi med alle vore europæiske produkter har paaført ham. Vi har, som paavist, været umoralske nok til at lære ham at faa smag for kaffe, tobak, brød, europæiske tøier og stas, og han har solgt os sine nødvendige sælskind og sit spæk for at skaffe sig alt dette, som kun gav ham et øiebliks tvilsom nydelse. Imens forfaldt hans konebaad af mangel paa skind, teltet ligesaa, ja det hændte endog, at kajaken, betingelsen for hans tilværelse, laa paa land uden betræk. Lamperne i huset maatte ofte slukkes om vinteren, fordi spækket om høsten var solgt til handelen. Selv gik han ofte vinterdag klædt i daarlige europæiske filler istedenfor de gode, varme skindklæder, han før hadde. Han er blit fattigere og fattigere, de deilige sommerreiser har for en stor del maattet indstilles, da konebaade og telte er borte, og hele aaret rundt maa han nu leve i de trange huse, hvor smitsomme sygdomme trives og tærer paa samfundet værre end nogensinde. Som et eksempel paa, i hvilken grad tilbagegangen paa sine steder er gaat for sig, kan anføres, at ved en plads nær Godthaab var der for endel aar siden elleve
