konebaade[1] nu var der én, og denne ene tilhørte missionæren.[2]
Ser man paa mandtalslisterne fra Grønland for de sidste aar, kunde man føle sig trøstet. De indfødtes antal paa vestkysten var f. eks. i 1855 9644, mens det i 1889 var 10177. Men man skal ikke dysse sin samvittighed til ro med disse smukke tal, desværre er de kalkede grave, og folkemængden i de mellemliggende aar vil vise, at det gaar i sterk grad op og ned. I 1881 var der endnu ikke mer end 9701 og i 1883 endnu ikke mer end 9744 (altsaa en tilvekst fra 1855 af bare 100 individer); i 1885 var den imidlertid steget til 9914 og i 1888 til 10221, men saa aftog den igjen i 1889 til 10177. Senere har jeg ingen oplysninger. At der her ikke raader sunde forhold, vil disse tal vise, tilvekst og afgang strides allerede om herredømmet. Glemmes bør det heller ikke, at Hans Egede anslog for halvandet aarhundrede siden vestkystens folkemængde til 30000. Det er vel meget for høit regnet, men alligevel, det er langt ned til 10177. — Dette samfund seiler med lig i lasten.
Sygeligheden har i de senere aar udviklet sig i foruroligende grad, og det er da især det grønlandske folks kræftskade, tæringen eller rettere tuberkulosen, som stadig griber om sig; neppe turde der være mange eksempler paa samfund, hvor en saa stor del af indbyggerne er angrebet deraf. Om vi har bragt denne sygdom til Grønland, er ikke sikkert, men dog sandsynligt, og
- ↑ At en mand har konebaad, hvilket jo før var det almindelige, anses nu som et afgjørende bevis paa, hvor dygtig og velstaaende han maa være, idet han jo altsaa maa fange mange sæl for at faa skind nok dertil. Sml. forøvrigt side 78 f.
- ↑ Ved denne plads hadde dog ogsaa tilstødende omstændigheder, som gode fangeres bortflytten, bidrat noget til den store nedgang.
