vestkysten, blev nedlagt mindst seksten tusen dyr hvert aar, og det var som oftest bare skindet, som blev tat med for at sælges til europæerne, mens kjødet laa igjen for at raadne. At dette snart bragte renen udryddelsen nær, er indlysende, og jagten maatte saa omtrent ophøre, fordi, som det blev udlagt, «renen hadde forladt kysten». Før i tiden, da jagten dreves med bue og pil, kastede den godt af sig, men nederlaget blev aldrig større, end at renbestanden holdt sig.
Men heller ikke for sjøjagten har riflen været heldig. Naar der er meget sæl i en fjord, skræmmes de af skuddene og sætter tilhavs, mens harpunfangerne gaar lydløst tilverks. Dernæst er det naturligvis lettere at dræbe sæl med rifle end at fange den med harpun, og derfor har riflen bragt den sidste fangst i forfald. Denne er imidlertid den vigtigste; thi mens riflefangeren maa sidde hjemme, naar det er uroligt veir, kan harpunfangeren altid gaa ud og underholde sin familie. Endvidere er harpunfangsten mer rationel, idet man ved den som regel faar det, som saares, mens man med riflen skadeskyder og dræber til unytte mindst lige saa meget.
Haglebøssen har heller ikke bragt gavn. I mange distrikter har den fristet beboerne til at drive mer paa det lettere fugleskytteri end paa sælfangsten, som dog er og blir den, hvorpaa det eskimoiske samfunds tilværelse beror; thi sælen skaffer kjød, den skaffer spæk baade til at spise og brænde, og den gir skind til kajaker, baade, telte, huse, klæder, støvler osv. — den kan ikke erstattes. En anden ulempe er den, at grønlænderne ved haglebøssens hjælp er satte istand til at drive en saa sterk fangst paa enkelte fugle f. eks. edderfuglen, at antallet aarlig aftar, og dette vil snart føre til elendighed, fordi fuglefangsten nu er
