er grønlændernes friheds- og selvstændighedsfølelse fra oprindelsen af meget udpræget. Da europæerne først kom til landet, ansaa de indfødte sig for at staa vel saa høit som dem, og det at staa i et tjenende eller underordnet forhold til en anden, som de saa europæerne gjorde til hverandre, var dem fremmed og nedværdigende. Vistnok udøver hos dem husfaren i hver familie eller inden de familier, som bor i samme hus, et vist herredømme; men dette er saa lempeligt og lidet fremtrædende, at det neppe føles. Tjenere har de ogsaa, idet kvinder, som savner forældre eller forsørgere, ofte optas i storfangeres hus og maa der udrette arbeide sammen med husmor, døtre og svigerdøtre; de stilles dog som regel jevnsides med dem, og det tjenende forhold er saaledes mer af navn end i virkeligheden. Mandlige tjenere forekommer derimod ikke. Derfor hadde de vanskelig for at forsone sig med den tanke at være en andens tjener; og fremfor alt liker de fremdeles ikke at bli befalet noget paa en bydende maade, om de end paa grund af sin store fredsommelighed stiltiende kan finde sig deri.
Paa grund af denne frihedsfølelse var det i begyndelsen vanskeligt for europæerne at faa grønlandske tjenere. Efterhaanden har dog civilisationen demoraliseret de indfødte ogsaa i denne retning, selv fangere gaar nu i handelens tjeneste, ja føler undertiden en vis stolthed derved; thi da faar de bl. a. som dansk «embedsmand» sin snapsemik hver morgen.
De danske fruer kan dog fremdeles bevidne, at det er forbundet med adskillige vanskeligheder ikke at støde an mod de grønlandske tjenestepigers stolthed. Disse er flinke og snille, saalænge de behandles godt, men siges der et haardt ord til dem, forsvinder de ofte uden videre og
