fattigunderstøttelse bestemmes, tugt og orden opretholdes osv. Da grønlænderne imidlertid selv intet skjøn hadde paa slige ting, skulde presten i hvert distrikt delta i forstanderskabet som formand, og de andre europæere paa stedet som medlemmer, forat de kunde raade og retlede de indfødte forstandere. Det synes dog, som disse europæere efterhaanden har faat den virkelige myndighed, og de andre retter sig efter deres ønsker. Den vakre tanke, at de indfødte derved skulde lære selv at styre sit samfund, som ligger til grund for denne institution, maa vinde alles anerkjendelse; dr. Rink har i sandhed derved fremkaldt et vendepunkt til det bedre i grønlændernes nyere historie. Den lider imidlertid under den samme ulempe, som overhodet alle foranstaltninger, europæerne kan finde paa til de indfødtes bedste, nemlig at den ikke er opstaat af folket selv, som skal bruge den. Det er ingensteds et øiebliks sag at faa indført nye samfundsskikke, sligt sker ikke vilkaarlig, det er frugt af lange tiders udvikling i folket. En institution, som fødes af fremmede, maa ialfald trænge meget lang tid for virkelig at leve sig ind. Mange grønlændere anser det nu som en ære at være forstander; men jeg har ogsaa set eksempel paa, at andre, og det de dygtigste blandt dem, nødig vilde være det; thi de fandt det vigtigere at passe sin fangst og forsørge sin familie, end at reise lange veie for at være tilstede ved møder, hvor de saa alligevel med deres overvættes respekt for europæerne finder det nødvendigt at snakke dem efter munden og ta de bestemmelser, de ønsker.
Man kunde af det foregaaende og af meget, som er sagt i denne bog, muligens tro sig berettiget til at slutte, at grønlænderne er et lidet selvstændigt folk, skabt til at underkaste sig; men dette er en falsk opfatning. Tvertimod
