værdiløse produkter, vi har paaført de indfødte. De hadde saamænd ingen længsel derefter, det tog os endog lang tid at lære dem at nyde disse ting, ja østgrønlænderne liker f. eks. den dag idag ikke kaffe. Paa vestkysten har vi imdlertid, som før omtalt, været uhyggelig heldige i denne bestræbelse, og kaffen er ingen uvæsentlig faktor i deres nedgang. Men forbød man salg af kaffe til de indfødte, skulde det naturligvis ogsaa forbydes at indføre den til europæerne. Dette vil mange kalde fanatisme; men lad gaa, min mening er nu alligevel, at er det saasandt for grønlændernes skyld, vi er komne til deres land og har paatat os at bo der og lære dem, saa faar vi ogsaa vise dette i handling, vi faar da fuldt ud følge de fordringer, som et sligt ansvarsfuldt og vanskeligt hverv stiller, vi faar finde os i de smaa savn, det maatte paalægge. En slig opofrende gjerning kan ikke fuldføres uden savn, Herrens apostle har altid paastaat at maatte lide, og kan vi det ikke, er vi neppe en slig handling voksen, ei heller er vi den værdig og bør da holde os derifra. Er vi imidlertid ikke komne for grønlændernes skyld, men for vor egen, da blir sagen en anden; men da faar vi ogsaa nævne tingen ved dens rette navn og ikke smykke os med civilisationens og kristendommens.
For at raade bod paa den lovløse tilstand, som kom derved, at de gamle skikke forfaldt ved missionens virksomhed, og at de indflyttede fremmede lige til den usleste trodde sig berettigede til at ringeagte og befale over de indfødte, er der ved dr. Rinks nidkjære virksomhed indført de saakaldte forstanderskaber, som bestaar af indfødte medlemmer, der vælges et for hver boplads eller mindre kreds. Hensigten med disse forstanderskaber var, at der skulde alle samfundenes indre anliggender ordnes,
