gode nok til at faa, hvad den usleste europæer har ret til. Men endnu mer skadelig virker denne ordning, naar den har ført dertil, at de grønlændere, som gaar i handelens eller europæernes tjeneste, daglig faar brændevin, samt at de andre kan faa det, om de vil sælge noget til europæerne. At dette let kan føre til de groveste misbrug, er indlysende, og at det har gjort det, kan man føle sig overbevist om. Jeg skal ikke engang opholde mig ved de inkonsekvenser, man er kommen ind i derved, at det er tilladt enkelte mer fremstaaende indfødte af blandet herkomst at faa bestemte mængder aarlig forskrevet fra Europa.
At forbyde salg af brændevin i Grønland er naturligvis en ligefrem nødvendighed, saafremt de indfødtes undergang ikke i sterk grad skal paaskyndes. Men det eneste helt rigtige og konsekvente er vel da, at dette forbud gjælder saavel indfødte som europæere. Jeg ved, at det af mange hævdes, at dette vilde være en uretfærdig fordring ligeoverfor europæerne, som al sin tid har været vant til denne nydelse, og jeg ved vel, at dette særlig gjælder ligeoverfor folk fra Danmark, hvor jo brændevin bruges til de fleste maal, selv blandt arbeidsklassen, og hvor det saaledes delvis anses som en nødvendighedsartikel. Men desuagtet kan jeg dog ikke forstaa andet end, at det vilde ha været det ene rette og det heldigste for alle parter. Uretfærdigt kan et saadant forlangende ikke kaldes; thi naar man ved det paa forhaand, staar det jo enhver frit for at la være at gaa til Grønland, jeg nærer ingen frygt for, at der ikke alligevel vilde bli europæere nok deroppe.
Men mine fordringer gaar videre; jeg mener, at man ikke alene skulde forbyde salg af brændevin, men ogsaa af kaffe, tobak, the og de andre afgjort skadelige eller
