kommer ikke igjen. Hvis nu vedkommende frue ikke foretrækker at krybe til korset og bede om undskyldning, maa hun søge en anden pige.
Naar grønlænderen undertiden gjør indtryk af at ha trællesind, da tror jeg det kommer af hans forbausende taalmodighed til at kunne finde sig i alt og ta endog den mest aabenbare uretfærdighed med overlegen ro. Det maa være denne taalmodighed, som Egede bl. a. kalder: «Grønlændernes medfødde Dumhed og Koldsindighed, deres Ungdoms dorske og fæiske Opdragelse» osv. Jeg tror, det er et haardt liv, som har lært dem denne tilsyneladende flegmatiske ro; allerede deres lunefulde fangst sætter ofte taalmodigheden paa haarde prøver, naar f eks. skjæbnen er dem saa ugunstig, at de dag efter dag maa vende hjem til en sulten familie uden bytte. Egede bør sikkerlig mindst af alt klage over denne egenskab; thi hadde ikke den og deres store fredsommelighed været, vilde de sikkert ikke ha fundet sig saa pent i de første europæeres ofte voldsomme optræden. Jeg hadde ofte nok anledning til at beundre deres stoiske taalmodighed, naar de f. eks. om morgenen i timevis kunde staa inde i gangen i kolonibestyrerens hus eller i snefoket udenfor hans dør og vente paa ham eller handelsassistenten, som imidlertid var optagne paa anden maade. De skulde gjøre en liden handel med dem, før de reiste til sit hjem, ofte mange mil fra kolonien, og det kunde være af stor betydning at komme afsted snarest muligt for at naa frem i betimelig tid. Ja, undertiden kunde det endog se utrygt ud med veiret, og da var hvert minut end mer kostbart; men lige urokkelige og tilsyneladende ligegyldige stod de der og ventede. Spurgte jeg dem, om de skulde afsted, svarede de bare: «Jeg ved ikke,» «Maaske, hvis
