godt» at «gjøre dem godt, som Eder hade»; men Egede mente, det kom af grønlændernes villighed til at finde sig i «deres Straf, naar de troe at have fortient den».
Hans Egede hadde ogsaa en anden vane, som ikke just røber megen hensynsfuldhed mod de indfødte; han tog af og til børn til sig mod deres families ønske og beholdt dem for at lære sproget af dem. Derfor lagede de og en vise om ham: «Der er kommen en fremmed Mand over det store Hav fra Vesten, som stjæler Drenge og giver dem tyk Suppe med Skind paa (ɔ: grød) til Føde og tørret Jord fra deres eget Land (skibs-kavringer).» Da Paul Egede engang tilbød en mor en foræring, forat hendes søn skulde faa lov at bli længere hos ham, svarede hun, at børn var ikke handelsvare.
Hvor vanskeligt det er, at frigjøre sig fra den indgrodde foragt for alle saakaldte indfødte, kan vi fremdeles finde beviser paa i Grønland. Europæernes bevæggrund til at holde kolonier i landet er den, at de skal bringe velsignelse, det er jo udelukkende for missionens og de indfødtes skyld, at handelen drives. Dette har dog ikke kunnet hindre, at der er blit et stort misforhold mellem disses og de fremmedes sociale stilling, idet de sidste, saavel af sig selv som af grønlænderne, anses som en høiere rase og landets herrer, der maa adlydes, istedenfor at de, hvis de virkelig var der for de indfødtes skyld, nærmest burde være disses opofrende tjenere. Dels med, dels mod sin egen vilje har europæerne selv sørget for at udvikle dette forhold, idet de altid har behandlet de indfødte som sine undergivne. Vi kom jo til landet for at prædike kristendom, men hvordan stemmer dette med vor kristne lære om frihed og lighed?
Som eksempel paa, hvad dette forhold har udviklet sig til, kan nævnes, at der ved flere kolonier i
