en sjelden human aand, og derpaa kan den, som følger den grønlandske styrelses historie, stadig se nye og trøstefulde beviser.
Trods den bedste vilje har imidlertid de civiliserede mennesker en tilbøielighed til at se ned paa naturfolket som en rase, der er dem underlegen. Dette vil vi selv i den grønlandske historie finde forskjellige spor af. Af hans egne skrifter vil vi se, at endog den begeistrede Hans Egede nærede ikke saa liden foragt for de indfødte. som han mente det var hans kald at kristne, ja han siger, at han ofte bankede dem og lod dem endog hudstryge eller gi tamp. Engang da han af en liden gut fik vide, at en angekok, Elik, skulde ha sagt, at det var en let sag at udrydde de fremmede, som var komne til deres land, drog han afsted med syv væbnede mænd, overfaldt angekoken, tog ham tilfange og bragte ham til kolonien. Der «fik han nogle Rap af en Tamp, og blev sat i Bøien». Om kvelden kom angekokens sønner og hørte til sin far, og «fik efter Begiering Tilladelse at flytte deres telt til kolonien». Nogle dage senere blev fangen git frihed, og de reiste bort. Efter slig behandling skulde en tro, at grønlænderne maatte bære nag til de fremmede, men deres godmodighed og gjestfrihed er uforlignelig. Skjæbnen vilde, at vinteren efter blev Hans Egedes søn Paul, som ogsaa hadde været med paa denne voldsdaad, fordrevet af storm til et sted, hvor han uventet fandt angekoken Elik. Det var, siger han selv, just ikke behageligt at finde ham iblandt saa mange fremmede, men til sin forbauselse blev den vildfarende buden ind af angekoken, som lagde et renskind for ham paa sin egen briks. Der maatte Paul Egede bli i tre dage, og blev underholdt paa bedste maade.[1] Dette er vel at «gjengjælde ondt med
- ↑ P. Egede: Eft. om Grønl., side 21 f., sml. og s. 25.
