land, bandt en sten om halsen, en lang rem om livet og sagde saa til konen: «Jeg vil dukke ned i vandet, naar jeg trækker i remmen, maa du hale mig op igjen.» Han sprang ud og sank, men da konen halede ham op igjen, var han druknet.[1] Ligheden mellem dette eventyr og den sidste del af det norske er saa stor, at der neppe kan være tvil om dets oprindelse. Den mulighed foreligger dog, at det ikke er kommet gjennem de gamle nordboer, men gjennem Hans Egede og hans folk eller og senere.
Følgende eventyr har lighed baade med asiatiske og europæiske sagn. En renjæger saa engang en mængde kvinder, som badede sig i en sjø. Da han tog den enes klæder, som var den vakreste, maatte hun følge ham hjem og bli hans kone, mens de andre ilede til stranden, tog sine klæder paa, hvorved de forvandledes til gjæs eller fiskeænder, og fløi bort. Hans kone fik en søn, men samlede nu fjær, og ved hjælp deraf forvandlede hun baade sig og sønnen til fugle og fløi bort en vakker dag, da manden var paa fangst. Han gik for at lede efter dem og traf paa en mand, som stod og hug fliser, som forvandledes til fiske. Denne mand satte ham paa halen af en stor laks, som han gjorde af en flis, og bad ham lukke øinene, hvorpaa fisken førte ham til hans kone og søn.[2] De amerikanske eskimoer har et aldeles lignende eventyr. Blandt samojederne fortælles det, at en mand gik paa reise, og traf en gammel kjærring, som fældte birketrær. Han hjalp hende og fulgte derefter til hendes telt. Der skjulte han sig, og saa kom syv jenter, som talte med
