kjærringen og gik igjen. Hun sagde til ham: «I den mørkeste skog der borte er en sjø, der vil de syv piger bade sig, tag den enes klæder.» Han gjorde saa. Resten er aldeles forskjellig fra det grønlandske eventyr, der staar heller intet om, at de forvandledes til fugle, kun at de hadde sit hjem i luften eller himlen.[1] Dette eventyr, hvis lighed med det grønlandske er fremhævet af dr. Rink (Med. om Grønl., hefte 11, Suppl. side 117), ligner dog ikke dette saa meget som et islandsk, hvori det heder, at en mand en morgen tidlig gik ved sjøen og kom til indgangen af en hule. Han hørte, at der blev larmet og danset inde i hulen, men udenfor laa en hel del sælhamme. Han tog en med hjem. Senere paa dagen kom han atter til hulens indgang; da sad der en ung fager kvinde, ganske nøgen og graat. Det var sælen, som eiede hammen. Han gav hende klæder, tog hende med hjem, giftede sig senere med hende, og de fik børn med hinanden. Men en dag manden var paa fiskefangst, fandt konen den gamle sælham, fristelsen blev hende for sterk, hun sagde farvel til sine børn, for i hammen og kastede sig i sjøen.[2] — Det grønlandske eventyr ligner jo forøvrigt de over næsten hele verden udbredte svanesagn, hvoraf vi i Europa har forskjellige. At det ikke kan være ført til Grønland i nyere tid, bevises derved, at Paul Egede allerede hørte det deroppe i 1735. Muligheden af, at det er kommen til Grønland gjennem de gamle nordboer, forekommer mig at bestyrkes noget derved, at svanesagnene eller lignende eventyr ikke synes at ha været
almindelige i Amerika. Powerssiger f. eks. i sin bog om
