De fremsiges langsomt i en dæmpet, mystisk tone,[1] det synes, som de ialfald tildels staar i nogen forbindelse med heksevæsenet. De minder merkelig om vore gamle signekjærringer og deres ofte meningsløse formularer. Det forekommer mig rimeligt, at de maa være reminisenser af gamle skikke, som er tilført udenfra, og hvis oprindelige betydning er gaat tabt. Ifølge Rink kan dog ogsaa trylleformularer læres ved at lytte til en fuglestemme.[2]
Foruden disse formularer bruges ogsaa tryllesange. Ordene i dem er imidlertid forstaalige ogsaa for de nuværende grønlændere, og de kan synges i andres paahør.
Ifølge Rink synes det, som det almindelig skulde være benytterens afdøde slegtninge eller forfædre, særlig bedsteforældrenes sjæle, hvis hjælp paakaldes ved disse formularer og særlig sangene. Af Holms beretning fremgaar imidlertid intet saadant. Det synes mig dog ikke urimeligt, at de ligesaavel som amuletterne ofte staar i en vis forbindelse med de afdøde og altsaa kan være begyndelsen til (eller overlevering fra?) en mer udviklet dyrkelse af disse. Naar en gut første gange blev sat i kajak, paakaldte f. eks. faren ved tryllesang sine afdøde forældres eller bedsteforældres sjæle om at beskytte ham.
Ofringer til de overnaturlige magter er kun lidet fremtrædende hos grønlænderne. Det mest almindelige er, at de til havets inue, de saakaldte kungusutarissat (flt. af kungusutariak), som er glade i rævekjød og rævehaler, ofrer sligt, hvergang de fanger ræve, for at faa god fangst. Desuden kan de ogsaa paa reiser ofre til visse forbjerge, isbræer e. l., som de anser for farlige, for at komme uskadte
forbi. Offeret, som ofte er mad, men ogsaa kan være perler
