fangst, som den skal ødelægge, o. l.; alt dette bindes sammen eller indvikles iet skind. Tupilek’en gjøres nu levende ved, at der synges tryllesange over den. Derefter sætter ilisitsoken sig paa en stenrøs tæt ved en elvs udløb i havet. Anoraken vender han, saa rygsiden kommer foran, hætten slaar han op foran ansigtet, og saa lar han tupilek’en patte sig mellem benene. Derved vokser denne, og naar den er blit stor, glider den ud i vandet og forsvinder. Den kan forvandle sig til forskjellige slags dyr og uhyrer og skal bringe død og ulykke over den mand, mod hvem den er udsendt; men mislykkes dette, vender den sig mod ham, som udsendte den.[1]
Disse tupileker minder i saa sterk grad om den hos os og paa Islaad udbredte tro paa gand eller sendinger, at det neppe synes tvilsomt, at eskimoerne har faat denne forestilling fra vore grønlandske forfædre. Paa Island er gand ogsaa en slags troldom, fabelagtige væsener, som udsendes af troldmænd, og som kan forvandle sig i alle mulige skikkelser, og hvis de ikke naar at ødelægge den, de er udsendte mod, vender de tilbage og dræber sin ophavsmand. De kan imidlertid ogsaa, saaavel paa Grønland som paa Island og i Norge, opsnappes ved andre troldmænd eller kvinder, og deres magt derved afvendes.[2]
Rink ser i disse ilisitsok’er og deres forbindelse med
- ↑ Holm: Med. om Grønl. Hefte 10, side 135 f; Rink: Esk. Ev. og Sagn, side 94. f. 136 f; Suppl side 195 f.; N. Egede: 3die Cont. af Rel., side 43, 48; P. Egede: Eft. om Grønl. side 218 o. a. st.
- ↑ Sml. Carl Andersen: Islandske Folkesagn og Eventyr, 2den udg., (1877), side 144—49. Interessant er det at sammenligne disse islandske eventyr med det, som Holm meddeler fra Østgrønland (Med. om Grønl., hefte 10, side 303). Dette har et meget lignende indhold, bare at det naturligvis er omstøbt efter grønlandske forhold. Lignende eventyr findes ogsaa i Norge ifølge Moltke Moe, som har henledet min opmerksomhed paa denne merkelige overensstemmelse.
