tjenere, men ogsaa kjendte «Svarteboka» og hadde magt over fanden, saa er det og med de grønlandske. De gjør vistnok mest godt, men de kan ved siden deraf ogsaa gjøre ondt ved at røve andre folks sjæle og la sin tornarssuk spise dem, ved at udsende sine tornat og skræmme livet af sine fiender osv. Vi finder saaledes ogsaa hos eskimoerne et begyndende prestevælde.
Den slags styggedom som at dræbe andre ved hekseri, forhekse deres vaaben, saa de ikke fanger, o. l. øves dog for den største del kun af en anden klasse mennesker, de saakaldte ilisitsok’er, som baade kan være mænd og kvinder.[1] Disse hekse og heksemestere er meget hadede, man trodde, at det meste onde, særlig død og sygdom, kom fra slige, og fik man mistanke om, at f. eks. en gammel kjærring var ilisitsok, blev hun uden barmhjertighed dræbt. Dette kan jo ikke forundre os, naar vi tænker paa, hvordan vore forfædre med presterne i spidsen brændte sine hekse. — Mens angekokerne har omgang med aanderne i overvær af andre mennesker, saa foregaar al ilisitsok’ernes omgang med de overnaturlige magter i den dybeste hemmelighed og kun for at skade andre. De maa i hemmelighed lære af en ældre ilisitsok og maa betale dyrt for lærdommen. Hvilke overnaturlige magter de staar i forbindelse med, synes ikke at være klart, de er vistnok forskjellige fra angekokernes og holdes vel ogsaa hemmelig. Deres djævelske kunst anvender forskjellige midler, som menneskeben, ligkjød, dødninger, orme, edderkopper, vandkalve o. l., men det mest virksomme bestaar dog i at lage tupilekk’er. En saadan lages i al hemmelighed af forskjellige
dyreben, skind, stykker af den mands anorak eller
- ↑ Angekokerne kunde ogsaa være af begge kjøn, men kvinder synes dog altid at ha været sjeldnere blandt dem.
