kokerne skal bede om regn, hvilket eskimoerne, som jo lever af jagt og fiske, ikke kan ha det mindste brug for, synes at røbe denne myte, som stammende fra andre bredder, hvor agerbrug dreves, og umuligt er det vel ikke, som Holm mener, at Asiak kan være den samme som flere af den amerikanske urbefolknings regnguder, der bodde paa toppene af høie fjelde e. l., og som bl. a. af mayaerne i Yukatan kaldes chac; men den hele myte kan og stamme længere vestfra. Regnen opfattes saaledes ikke ganske sjelden som urin. Hos kamtsjadalerne møder denne ide os som en direkte raa tro; naar det regner, mener de, at luftens guder kaster sit vand. Naar den nygræske folketro betegner regnen med udtrykket κατουράει ὁ ϑεός («Gott harnt»), saa er dette en gammel forestilling, som allerede Aristofanes har gjort brug af; han lar en af sine personer i «Skyerne» sige (vers 373), at han tidligere — naar det regnede — trodde, at Zevs διὰ κοσκίνου οὐρἐιν (lod sit vand gjennem et sold). Det er den samme tanke, som i mer eller mindre afsvækket form, oftest med et spøgende anstrøg, kommer tilorde i forskjellige mundheld fra Tyskland, Belgien, Norge o. a. st.; den bunder i en ældgammel primitiv tro, som ogsaa kan spores hos mange andre folkeslag, f. eks. hos de gamle hedenske arabere, ja endog hos jøderne.[1]
I sin tro eller overtro blev eskimoerne, ligesom fremdeles paa østkysten, underviste af sine prester eller aandebesvergere, angekokerne (angakok, flt. angakut). Disse
synes at være de klogeste og mest fremragende blandt
- ↑ Meddelt af Moltke Moe. Se Schwartz: Die poetischen Naturanschaungen I, side 138, 259 f.; II, side 198; Schmidt: Das Volksleben der Neugriechen I, side 31; Belgisch Museum V, side 215; Ign. Goldziher: Der Mythos bei den Hebräern, side 88 f.
