Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/247

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
240
ESKIMOLIV.

dem, men ofte ogsaa de mest forslagne. De udgir sig for at kunne tale med aanderne, foreta reiser saavel til underverdenen som til himmelen og andre steder, mane frem tornarssuk og overnaturlige væsener, faa aabenbarelser af dem osv. De paavirker og skaffer sig indflydelse over sine landsmænd væsentlig gjennem sine mystiske aandebesvergelser og seancer, som mest foretas om vinteren, naar de bor i hus. Lamperne blir da slukkede, og skind hænges for vinduerne, saa der blir ganske mørkt. Selv sidder angekoken paa gulvet. Ved at holde et forfærdeligt spektakel, saa hele huset ryster, forandre sin stemme, brøle og skrige, bugtale, stønne, klage, slaa paa tromme, hvine, frembringe en djævelsk, skrattende latter, og alle mulige andre kunster faar han sine landsmænd til at tro, at han blir besøgt af de forskjellige aander, som han foregir, og at det er dem, som holder levenet.

For at bli angekok fordres der, som venteligt kan være, en lang læretid, ofte en halv snes aar. Lærlingen maa hyppig og gjennem længere tid søge ensomhed,[1] gnide en sten rundt med solen paa en anden sten flere dage itræk, hvorpaa en aand kommer frem af berget, han maa da dø af forskrækkelse, men levner siden op igjen osv. Herved faar han efterhaanden sine tornat. Han maa ikke aabenbare, at han driver paa sligt, før han er udlært, men da maa det ogsaa ske. Skal han bli en rigtig tip top angekok, maa han dog helst bli grebet og slæbt til stranden af en bjørn, der kommer en hvalros, hugger tænderne i hans genitalia, slæber ham til horisonten og spiser ham.

Derpaa vender benene hjemover, møder paa veien kjødfillerne,

  1. Denne fortælling findes ogsaa igjen andensteds, sml. Kristi firti dages ensomhed i ørkenen.