Hopp til innhold

Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/245

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
238
ESKIMOLIV.

sættes maanen hos eskimoerne ogsaa i forbindelse med kulden; han lar det sne ved at spikke paa en hvalrostand og strø fliserne ned over jorden eller ved at puste i et rør, og han kommer altid, naar han besøger jorden, kjørende i slæde over isen om vinteren. At maanen sættes i forbindelse med kulden og vinteren, er jo ganske naturligt, da den regjerer om vinteren og om natten. Som den kolde og strenge er det vel ogsaa rimeligt, at han er mand, mens solen længer syd, hvor den blir plagsom med sin varme, blir til mand.

Tordenen tror de, frembringes af to gamle kjærringer, som slaas om et tørt og stivt skind og slider i hver sin ende; i kampens hede velter de lamperne sine, og da lyner det. Taage er kommen ved en tornarssuk, som drak saa meget, at han sprak.[1] Om regnens aarsag har de foruden den tidligere omtalte forestilling ogsaa en anden fra østkysten. Regnen frembringes der af et væsen Asiak, som bor i himlen. Naar veiret stadig var tørt, reiste angekokerne før i tiden til ham for at bede om regn. Naar de kom til hans hus og kigede ind, pleiede konen at sidde paa briksen, men Asiak selv sad tildækket længere ind ved væggen. Naar de saa trængte rigtig ind paa hende, sagde hun endelig: «Inat vædte han sig lidt, som han pleier.» Og naar hun saa ryster den vaade bjørneskindsstumpen, hvorpaa han har siddet, og det skvætter

deraf, da regner det paa jorden.[2] Allerede det, at ange-

  1. P. Egede: Eft om Grønl. side 150, 206.
  2. Holm. Geografisk Tidsskrift (Kjøbenhavn 1891), XI, side 16 f Forestillingen, at regnen skulde komme ved, at sjøen i oververdenen flyder over, synes ogsaa at kunne stamme fra sydligere bredder, hvor agerbrug og kunstig vanding har været udviklet, og hvor altsaa sjøerne i fjeldene blev lukkede med dæmninger. I den grønlandske myte tales der ogsaa om, at sjøen er lukket med en dæmning. (Sml. Egede og Cranz).