Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/244

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
237
RELIGIØSE FORESTILLINGER.

Det merkelige ved solen hos grønlænderne er, at hun foran er skjøn, men bagtil er hun en benrad.[1] Dette minder jo paafaldende om vor fagre hulder, som er hul i ryggen, og det synes, som det maa være en europæisk og særlig nordisk forestilling, som er kommen til Grønland nærmest gjennem de gamle nordboer. Grunden til, at solen er benrad bagtil, siger østgrønlænderne er den, at naar hun staar lavest, altsaa paa den korteste dag, skjæres hun i bagdelen af skarpe redskaber og maa derfor stige igjen. Bagen er derfor opslidt og bare benraden igjen.[2]

Maanen har endnu ikke opgit sin gamle natur, han kommer fremdeles ofte til jorden og søger galante eventyr, hvorfor kvinderne maa ta sig iagt for ham, de maa ikke gaa alene ud i maaneskin, ikke staa og se paa maanen osv. Dette maanens erotiske gemyt synes at være af gammel dato. I Australien er han en hankat, som kom i forhold til en andens kone og dreves paa stadig vandring; hos kasiaerne i Himalaya begaar maanen hver maaned den utilgivelige synd at forelske sig i sin svigermor, som kaster aske i ansigtet paa ham, og deraf kommer flekkerne i maanen;[3] ifølge et slavonisk sagn var maanen solens mand, som troløst elskede morgenstjernen og derfor blev kløvet tvers over.[4] Hos de gamle grækere og romere var vistnok maanen af hunkjøn, men den kjære

Luna var heller ikke fri for erotiske tilbøieligheder. Forøvrigt

  1. Sml. Rink: Esk. Ev. osv. side 87, 166; Suppl. side 44, Liebrecht i Germania, bd. 18 (1873), side 365.
  2. Holm: Med. om Grønl., hefte 10, side 142.
  3. Denne myte ligner saa paafaldende den grønlandske, at det vel neppe kan være tvil om, at det oprindelig har været den samme. Hos kasiaerne er det at elske sin svigermor den største brøde, mens det derimod hos grønlænderne er værst at elske sin søster.
  4. Tylor: Prim. Cult., bd. 1. side 354 f. Se ogsaa A. Lang: Mythe, Ritual and Religon, side 128 f.