Himmellegemerne var engang almindelige eskimoer,
som levede her paa jorden, og som saa af en eller anden
grund kom op paa himmelen. Solen var en fager kvinde
og maanen hendes bror, de bodde i samme hus. Hun fik
hver nat besøg af en mand, hun ikke vidste, hvem var.
For at komme paa det rene dermed, sværtede hun sine
hænder med lampesod og strøg ham over ryggen. Da
det blev lyst, viste det sig at være hendes bror, hvis
rene, hvide renskindspels var sværtet. og deraf
kommer flekkerne i maanen. Solen greb en krumkniv og
skar det ene bryst af, kastede det til ham og sagde:
«Hvis hele mit legeme smager dig godt, saa spis dette.»
Dermed tændte hun et stykke lampemos og fløi ud; maanen
gjorde det samme og løb efter hende, men hans mos slukkede,
og derfor ser han ud som en glød. De løb efter
hinanden op i luften, og der er de endnu.[1] Maanens bolig
ligger ved sjælenes vei til oververdenen, i den er ogsaa et
værelse for hans søster solen. Denne myte synes at maatte
stamme vestenfra. Hos indianerne i Nordamerika er sol
og maane søskende, og endog saa fjernt som blandt
indianerne i Amazondistriktet findes den selvsamme myte, blot
at maanen er en kvinde, som besøger sin bror solen i
mørke. Denne opdager hendes slette lidenskab ved at
trække sin sværtede haand over hendes ansigt. (Sml. ogsaa
myterne fra Australien og Himalaya næste side). Hos
incaerne i Peru var sol og maane samtidig bror og søster
og mand og hustru. (Sml. ogsaa ægypternes Osiris og Isis.)[2]