Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/243

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
236
ESKIMOLIV.


Himmellegemerne var engang almindelige eskimoer, som levede her paa jorden, og som saa af en eller anden grund kom op paa himmelen. Solen var en fager kvinde og maanen hendes bror, de bodde i samme hus. Hun fik hver nat besøg af en mand, hun ikke vidste, hvem var. For at komme paa det rene dermed, sværtede hun sine hænder med lampesod og strøg ham over ryggen. Da det blev lyst, viste det sig at være hendes bror, hvis rene, hvide renskindspels var sværtet. og deraf kommer flekkerne i maanen. Solen greb en krumkniv og skar det ene bryst af, kastede det til ham og sagde: «Hvis hele mit legeme smager dig godt, saa spis dette.» Dermed tændte hun et stykke lampemos og fløi ud; maanen gjorde det samme og løb efter hende, men hans mos slukkede, og derfor ser han ud som en glød. De løb efter hinanden op i luften, og der er de endnu.[1] Maanens bolig ligger ved sjælenes vei til oververdenen, i den er ogsaa et værelse for hans søster solen. Denne myte synes at maatte stamme vestenfra. Hos indianerne i Nordamerika er sol og maane søskende, og endog saa fjernt som blandt indianerne i Amazondistriktet findes den selvsamme myte, blot at maanen er en kvinde, som besøger sin bror solen i mørke. Denne opdager hendes slette lidenskab ved at trække sin sværtede haand over hendes ansigt. (Sml. ogsaa myterne fra Australien og Himalaya næste side). Hos incaerne i Peru var sol og maane samtidig bror og søster

og mand og hustru. (Sml. ogsaa ægypternes Osiris og Isis.)[2]

  1. P. Egede: Cont. af. Rei. side 16 f.; H. Egede: Grønl. Perl. side 121 f.; Rink: Esk. Ev. og Sagn, side 165 f.; Holm: Med. om Grønl., hefte 10, side 268.
  2. A. Lang: Custom and Myth., side 132 f.; Tylor: Prim. Cult. I, side 288 f.