indgangen til graven hadde han selv lukket indenfra med en sten. Grønlænderne gjenkjendte ham og mente, at han i to eller tre aar maatte ha levet som kivitok. Grunden til, at han forlod menneskene, skulde ha været, at han som en daarlig fanger blev set ned paa og tilsidesat af sine nærmeste, og da saa hans lille søn ogsaa døde, blev livet ham for tungt, og han flygtede.[1]
Som Moltke Moe har gjort mig opmerksom paa, er der en merkelig lighed mellem disse kivitut og de i de islandske folkesagn saa almindelige utilegumenn, udliggere, det er ugjerningsmænd, som er flygtede tilfjelds og bor i utbygder fjernt fra menneskene. Den store rolle, disse udliggere spiller i folkefantasien, og den mystiske frygt, hvormed de betragtes, har bevirket, at de i folketroen allerede tidlig i ikke liden udstrækning smeltede sammen med trold, huldrefolk og lignende sagnvæsener, hvis overmenneskelige egenskaber de har del i: de ser ind i fremtiden, véd, hvad der sker paa fjerne steder, kan fremtrylle skodde og forvilde vandringsmanden og er i besiddelse af en overnaturlig styrke.[2] Ligesom kivitoken søger til mennesker for at tilvende sig noget at spise, saaledes raner udliggeren sauer, mad og klær fra bygdefolket. Det er yderst karakteristisk for saavel grønlændere som islændere dette, at mennesker ved at afsondres fra samfundet faar overnaturlige kræfter. Endnu større blir overensstemmelsen, naar det ses hen til, at disse sagn baade paa Grønland og Island danner en
væsentlig del af folketraditionens og den nuværende tros
- ↑ Se Hammer: Med. om Grønl. Hefte 8, side 22 f.; E. Skram i «Tilskueren», oktober 1885, side 735 f. Om kivitut se ogsaa Rink: Esk. Ev. og Sagn og Suppl.
- ↑ Se Arnasen: Íslenzkar Þjód ögŭr II, side 160—304; Maurer: Isländ. Volkssagen, side 240 f.; Carl Andersen: Islandske Folkesagn, 2 udg., side 258 f.
