Hopp til innhold

Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/237

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
230
ESKIMOLIV.

hvad han kaster efter, træffer han; han blir stor, klæder sig i rensdyrskind, ifølge nogle blir han ogsaa sort i ansigtet og faar hvidt haar, endvidere blir han alvidende eller klartseende, kan høre menneskenes tale og lærer at forstaa dyrenes sprog; men til gjengjæld er det hans ulykke ikke at kunne dø, og han er altid bedrøvet, græder af længsel til menneskene, som han ikke længer kan besøge. Han kan dog, særlig om nætterne, naar leiligheden falder gunstig, søge ind til husene eller til forraadsgjemslerne for at tilvende sig noget at spise eller ogsaa lidt tobak. Men de, som har forurettet ham, trues altid af hans hevn.

Det merkelige ved denne tro er, at den muligens har nogen støtte i virkeligheden. Naar det undtas, at enkelte gamle og syge mennesker, som nærmer sig døden, kan kaste sig i sjøen eller udfor bratte berg (sml. side 147) for at gjøre ende paa sine lidelser og for at sikre sig begravelse, saa er selvmord omtrent ukjendt i Grønland. Derimod kan det hænde, at enkelte bare for et krænkende ord af sine nærmeste rømmer tilfjelds og er borte for menneskene ialfald i flere dage; jeg kjender selv grønlændere, som har gjort dette. Man mener endog at ha paalidelige eksempler paa, at folk har levet som kivitok i længere tid. For omkr. 25 aar siden blev der i en hule paa Akugdlek-øen i Nordgrønland fundet spor efter, at et menneske i længere tid hadde opholdt sig der. Man fandt en optraadt sti førende til hulens indgang, inde i den saas et ildsted, et hul i gulvet, som hadde tjent til forraadskammer, et blødt mosleie, rester af tørret fisk, spiselige planterødder osv. Nogle faa skridt derfra fandtes en mindre hule, for hvis aabning der var opstablet sten, og hvori kivitoken hadde begravet sig selv, da døden nærmede sig. Da han blev fundet, laa han endnu i sin sælskindspels;