anerne, ligesaa, at de har hundeben eller hundeansigter, som vel skyldes indianernes forestilling, at de stammer fra en hund (se side 233).[1] Isserkat, dem som blinker paalangs, kan vel oprindelig ha været indianerstammer med udpræget skjæve eller eiendommelige øine; saadanne er udtrykkelig beskrevne af reisende. Her har vi altsaa overnaturlige eller mytiske væsener, som paatagelig har historisk oprindelse. Sagnene om kampe med dem o. l. har sikkert ogsaa til en vis grad historiske begivenheder til grund. Det er paa samme vis, som vel de klassiske folk har kjendt sine mytiske folkefærd.[2]
Væsener af eiendommelig art er kivitut (flt. af kivitok). Disse har engang været almindelige mennesker, som imidlertid af en eller anden ofte ubetydelig grund er komne paa kant med sin familie eller sine husfæller eller har følt sig forurettede af dem, og som derfor har forladt menneskene og har flygtet tilfjelds eller ind i landet, hvor de fra den tid af lever alene og ernærer sig af dyr, som de fanger uden almindelige vaaben bare ved at kaste med stene, hvori de opnaar stor færdighed. Saalænge kivitoken har været en kortere tid borte, staar det endnu i hans magt at vende hjem, men lyder han ikke inden et vist antal dage den stemme, som vækker længsel hjem, da mister han evnen til at vende tilbage til menneskene; nogle mener, at dette først sker efter et aar. Nu faar han overnaturlige egenskaber, han blir saa hurtig tilbens, at han kan springe fra den ene fjeldtop til
den anden, han kan fange rensdyr uden vaaben, og alt,
- ↑ Da sagn om hundemennesker er viden udbredt over jorden (findes ogsaa hos grækerne), er der jo en mulighed for, at eskimoerne har faat det andenstedsfra og saa har anvendt det paa indianerne, som de vidste stammede fra en hund.
- ↑ Sml. Tobler: «Ueber sagenhafte Völker des Altertums etc», i Zeitschrift der Völkerpsychologie bd. 18 (1888), side 225 f.
