ken. Med menneskene staar de som oftest paa krigsfod, men kan ogsaa omgaas dem venskabelig, ja endog holde konebytning med dem.
En anden slags indlandsmennesker er igaligdlit (flt. af igalilik), som spadserer omkring med et helt kjøkken paa skulderen, hvori gryden er saa svær, at de kan koge en hel sæl deri paa en gang, og den koger, hvor de gaar og staar. En tredje slags er erkigdlit (flt. af erkilek), som efter nogle oventil er som et menneske og nedentil som en hund, men efter andre har hundehoder eller hundesnuder. De skal være dygtige bueskyttere og bærer sine pile i koggere paa ryggen.[1] De er fiendtlige mod menneskene. Endnu kan nævnes isserkat (flt. af isserak), som «blinker paalangs», det er vel nærmest, at øiensplittene staa op ned.
Som Rink har paavist, kan der neppe være tvil om, at disse indlandsmennesker, som alle spiller en fremtrædende rolle i grønlændernes sagn, oprindelig har været forskjellige indianerstammer, som grønlændernes forfedre tidligere, da de endnu bodde paa Amerikas nordkyst, hadde dels venskabelig, men mest fiendtlig omgang med. Fortællinger om dem er ført med til Grønland, og skuepladsen er fremdeles henlagt til indlandet, det vil sige Grønlands, hvor menneskene efterhaanden er blevne helt mytiske væsener. Ordet tunek synes ligefrem at betyde indianer og benyttes fremdeles af eskimoerne paa Labrador. Af eskimostammerne paa Hudsonbugtens vestkyst og vestenfor bruges erkigdlit om indianerne i det indre. At tornit er store og hurtige, passer godt paa indianerne, da disse er større end eskimoerne og er dem overlegne paa landjorden. At erkigdlit er flinke bueskyttere og bærer sine pile i koggere, hvilket
grønlænderne selv ikke har brugt, minder ogsaa om indi-
- ↑ P. Egede: Eft. om Grønl., side 172.
