Det er en almindelig vildfarelse blandt folk i Europa
at tro, at eskimoerne er smaa folk. Om de end er mindre
end de skandinaviske raser, saa maa de dog henregnes til
de middels store folkeslag, og jeg fandt endog blandt de
mest ublandede af dem mænd paa henimod tre alen. Deres
krop gjør gjennemgaaende et ganske kraftigt indtryk,
særlig overkroppen. Mændene har brede skuldre, sterke,
muskuløse arme og et godt bryst, derimod er hofterne
forholdsvis smale og benene mindre kraftige. I en ældre
alder har de derfor en usikker gang og lidt krumme knær.
Denne underkroppens svagere udvikling maa for en
væsentlig del skrive sig fra det daglige liv i den trange kajak.
Det mest iøinefaldende træk ved kvindernes krop forekom mig at være de forholdsvis smaa hofter, som er betydelig mindre end paaklædte europæerinders, og som vi saa gjerne anser for uforenelige med en kvindelig skjønhedstype. Dette, har man fortalt mig, kommer deraf, at eskimokvinderne har det saakaldte runde bækken, mens europæerinderne har det flade og brede. Forøvrigt maa som merkeligt ved deres figur fremhæves de usedvanlig smaa og velskabte hænder og fødder. Deres krop gjør gjennemgaaende et net, tiltalende indtryk.
Hudfarven er hos de oprindelige grønlændere brunagtig eller graalig gul, og selv hos blandingerne kan en vis grad af brungul farve være temmelig iøinefaldende. Denne hudens naturlige mørkhed blir imidlertid, ialfald for mændenes og de ældre kvinders vedkommende, som oftest end yderligere fordunklet paa grund af manglende renslighed. Til veiledning i saa henseende kan jeg meddele, at vor landsmand, den velærværdige Hans Egede, skildrer deres vaskemetode, særlig mændenes, bl. a. saaledes: «Sveden skraber de af Ansigtet med en Kniv og Slike op.»
