De nyfødte børn har lyst skind, ikke bare af den
grund, at de endnu ikke har naad at bli skidne. Allerede
Hans Egede Saabye har i sin dagbog[1] gjort opmerksom
paa, at de over korsryggen skal ha en blaasort flek, af
størrelse omtrent som en af vore fordums tiskillinger, og
hvorfra den mørke hudfarve først senere udbreder sig.
Holm omtaler noget lignende fra østkysten[2]. Selv har
jeg ingen mening herom. Det vilde i saa tilfælde være
noget i lighed med, hvad der fortælles om japanesernes
børn.
Eskimoernes klædedragt har de fleste sikkert nok dannet sig et begreb om fra billeder. Som de vil ha forstaat, er det mest fremtrædende derved, at kvindfolkenes dragt ligner mændenes og er betydelig vakrere og mer hensigtsmæssig end vore stygge og tungvindte kvindedragter.
Mændene bærer i Sydgrønland paa overkroppen en saakaldt timiak. Den er gjort af fugleskind, som vender fjærene eller dunene indad, har form omtrent som en af vore uldtrøier og trækkes paa over hodet ligesom disse. Oventil er timiaken forsynet med en hætte, som er til at trække over hodet, naar man er ude, men som ellers slaas ned og danner med sin opstaaende kant af sort hundeskind en slags krave rundt halsen. Ved haandleddene er timiaken ligeledes kantet med sort hundeskind, ligesom en flot spadsertulup hjemme hos os. Udenpaa timiaken bruges et betræk (anorak), som nu mest gjøres af bomuldstøi. Paa benene bruges bukser af sælskind eller ogsaa af
- ↑ H. E . Saabye: Brudstykker af en Dagbog, holden i Grønland i Aarene 1770—1778. Odense 1816. Side 136.
- ↑ Holm: Meddelelser om Grønland. Bd. 10, S. 58. Kjøbenhavn 1889.
