Efter vore tilvante begreber vil vi jo ikke kalde dette skjønhed; men hvor er vi ikke fordomsfulde i denne henseende! Det tar lang — meget lang tid at leve os bort fra vore traditioner. Vi tænker paa vore langansigtede og langnæsede hjemlige skjønheder, og vort sind fyldes med vemod ved erindringen om de mange, vi sværmede for, disse interressante blegheder — men gud, hvor farveløse! — Det er dog merkeligt, hvor ens smag kan bli brutal, jeg fandt virkelig disse brune, af sundhed og fedtglinsende naturansigter skjønne, de bragte mig i tanker paa blaat hav, tindrende solskin, hvide bræer, og saa midt i alt bankende menneskehjerter, gjorte af virkeligt sanseligt kjød og sydende varmt blod.
Det var dog særlig, mens de var unge, de gjorde sligt indtryk, og de blir tidlig gamle — sørgelig tidlig. — Disse skrumpede, surøiede og skaldede gamle kjærringer, de var ikke vakre, mindede om frosne æbler, og dog, der var en vis stil over dem ogsaa, slid læstes i disse ansigter, men ogsaa mad — meget mad, blandet med en godmodig, haabløs resignation. Intet af denne glasagtige haardhed eller fortørkede anstændighed, som livets skole saa ofte præger i gamle ansigter andre steder i verden.
Den blandingsrase, som er opstaat paa vestkysten ved krydsning mellem europæere og eskimoer, er efter europæisk smag gjerne vakrere end disse, de har som regel et vist sydlandsk udseende, med sit mørke haar, mørke øienbryn og øine og sin brune hudfarve. Undertiden kan de fremvise endog paafaldende jødiske typer. Der forekommer ikke saa sjelden rene skjønheder mellem dem, saavel af det sterke, som af det svage kjøn. Hyppig laa der dog noget vegt over disse blandingsmennesker, der var utvilsomt noget mer egte og sundt hos de oprindelige eskimoer.
