220 ESKIMOLIV.
end et sværd og mørkere end natten.[1] Ifølge «Avesta» kom de gamle parseres sjæle den tredje nat efter døden over den «høie Hara» — et fjeld, som omgir jorden og rækker lige til himmels — for at naa Tsjinvatbroen, som vogtes af to hunde. Efter Pehleviskrifterne udvider broen sig og blir næsten en parasang bred, naar de frommes sjæle gaar over den, mens den indsnevres for de ugudelige, som søger at gaa over, saa de styrter i helvede, der ligger lige under.[2]
En tilsvarende forestilling findes (sml. Soph. Bugge arif. st.) i den gamle folkevise «Draumekvædi» om Gjallarbroen paa veien til de dødes land. Den hænger høit i luften, saa man blir svimmel paa den («Gjallarbrui, hon henge saa høgt i vinde»), og siges i nogle varianter af visen udtrykkelig at være smal, mens den i andre siges at være «baaðe bratt og breið». I Eddaerne heder det om Hermod, at han paa Helveien red over Gjallarbroen, som var tækket med skinnende guld, og som ei drønnede mindre under ham alene, end under 5 fylker (ɔ: 250) døde mænd.
Det synes, som denne grønlændernes tro paa en bro eller smal vei maa være farvet af disse europæiske eller oprindelig tildels østerlandske forestillinger, som har været dem tilført gjennem de gamle nordboer. Samtidig kan der dog ogsaa ligge noget mer oprindeligt til grund. Hos
indianerne finder vi saaledes forestillinger om en slange-
- ↑ Se Sophus Bugge: «Mythologiske Oplysninger til Draumekvædi» i Norsk Tids. for Vid. og Lit. 1854—55, side 108—111; Grimm Mythol side 794; Liebrecht: Gervasius otia imperalia, side 90 f. Sml. ogsaa H. Hübschmann: «Die parsische Lehre vom Jenseits und jüngsten Gericht.» Jahrbücher fur protestantische Theologie. V (Leipzig 1879), side 242.
- ↑ Meddelt af Moltke Moe Sml. H. Hübschmann: Anf. st. side 216, 218, 220, 222.
