RELIGIØSE FORESTILLINGER. 221
bro eller en i luften svingende træstamme, som fører over de dødes elv til de dødes by.[1]
Forestillingen om den store hund, som vogter indgangen til kvindens hus, minder jo sterkt om Hels frygtelige, i brystet blodige hund Garm, som gjør foran Gnipahulen. Forøvrigt er denne forestilling om hunden i den anden verden almindelig. Hos inderne bevogter to hunde veien til Jamas bolig,[2] og hos de gamle parsere bevogter to hunde Tsjinvatbroen (sml. forrige side). Hos indianerne staar en stor eller rasende hund paa den anden side af den ovennævnte slangebro.[3]
I europæiske eventyr, og særlig i vore nordiske, forekommer ofte en gammel kjærring, som regjerer over dyrene; hun vil gjerne kaldes mor, vil gjerne kløs eller vaskes og liker godt at faa et par sko, et tobaksstykke e. l. Træffer Askeladden paa hende og viser hende en slig tjeneste, gjør hun ham et «morsstykke» igjen og lar dyrene hjælpe ham eller gir ham andre gaver. Men foruden dette almindelige motiv, som vender tilbage i en flerhed af vore eventyrfortællinger, kan der ogsaa peges paa et bestemt eventyr, som bæres af lignende forestillinger. Askeladden kommer med et helt dyrefølge, med røskatten, træbjørnen (ekornet), haren, ræven, ulven og bjørnen, til gygeren for at prøve at frelse sin bergtagne søster. Mens han spiser, raaber gygeren: «Klø mig, klø mig!»
«Du faar vente, til jeg har ædt,» siger gutten; men søsteren
- ↑ Tylor. Prim. Cult. 11, Side 50 Sml. ogsaa indianernes forestilling om bergkammen saa skarp som den skarpeste kniv (se side 210 anm.) En mulighed er der jo for, at indianerne kan ha faat denne forestilling fra eskimoerne eller kanske mer sandsynlig fra europæerne i tiden efter Amerikas opdagelse.
- ↑ Se Bugge: Anf. st. side 114.
- ↑ Tylor: Anf. st., side 50. Sml. Knortz: Aus dem Wigwam, side 142.
