Hopp til innhold

Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/225

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

218 ESKIMOLIV.


Hun bor under havet, hvor hun sidder i sin bolig ved en lampe, under hvilken der, som under alle grønlænderlamper, er en skaal eller skammel til at opfange den neddryppende tran. I denne svømmer der masser af sjøfugle, og derfra udgaar havets dyr, som sæl, hvalros og narhval. Naar der samler sig visse urensligheder i hendes haar, holder hun imidlertid havdyrene tilbage fra kysterne, eller de holder sig selv tilbage tiltrukne af urenslighederne, og da er det en angekoks vanskelige hverv at besøge hende og formilde eller kjæmme hende. Veien did er farlig, og angekoken maa ha sin tornak med. Først kommer han gjennem sjælenes skjønne land i underverdenen, saa er der en stor afgrund, over hvilken han kun kommer paa et stort hjul saa glat som is, og som farer hurtig rundt, derover maa tornaken lede ham, derpaa forbi en kogende kjedel med levende sæl i, saa enten gjennem en farlig vagt af sinte sæl, som staar paa ende og bider omkring sig, eller og forbi en stor hund, som staar udenfor hendes hus og gir varsel, naar en stor angekok kommer, og som blot sover lidt engang imellem, da man maa passe sit snit; men dette kan bare de høieste angekoker. Her maa atter tornaken ta angekoken ved haanden, indgangen er bred nok, men veien er smal som en snor eller knivseg og gaar over en forferdelig afgrund. Endelig kommer de ind i huset, hvor kvinden sidder. Hun skal ha en haand saa stor som halefinnen af en hval, og rammer hun der med, er det slut. Efter nogles udsagn skal hun rive haaret af sig og svede af raseri over at modta sligt besøg, saa angekoken maa, hjulpet af sin tornak, slaas med hende for at komme til at faa haaret pillet rent eller kjæmmet, mens andre mener, det kan gaa med gode ord og formaninger. Tilbageveien er, naar dette er gjort, forholdsvis