RELIGIØSE FORESTILLINGER. 217
Men desuden var det sikkert nok ogsaa grønlændernes
mening, at den afdøde skulde bruge sine redskaber, dels
til udflugter fra graven, dels ogsaa i den anden verden.
Vistnok saa de, at redskaberne raadnede, men deres sjæle
fulgte den afdødes sjæl. De, som bærer den døde ud eller
har rørt ved ham eller noget ham tilhørende, er for nogen
tid urene og maa afholde sig fra visse spiser eller forretninger,
som angekokerne foreskriver, ja dette maa endog alle,
som bor i samme hus, iagtta, dels for ikke at skade sig selv,
dels for ikke at besværliggjøre reisen for den afdødes sjæl.
De maa sørge og græde en bestemt tid over den døde, og træffer de bekjendte eller slegtninge, som de ikke har set siden dødsfaldet, maa de, om det er noksaa længe siden, begynde at græde og hyle, saasnart de kommer i hus. Slige hylesener skal kunne virke ganske komisk og er altsaa den reneste komedie, ovenpaa hvilken man trøster sig med «Mad og Tractemente». De har ogsaa mange andre sørgeskikke, som kan gribe temmelig sterkt ind i deres liv, f. eks at de, som har baaret liget ud, ikke maa arbeide i jern i flere aar osv. Dertil kommer ogsaa den før nævnte frygt for at nævne den afdødes navn.
Alt dette sker vistnok, som østlænderne sagde til Holm, «forat den døde ikke skal bli vred»; det viser, hvilken sterk indflydelse paa dette liv de tillægger de døde. Det er derfor intet urimeligt i, at hele troen paa tornat og tornarssuk kan ha udviklet sig deraf. Senere har imidlertid ogsaa anden overtro blandet sig ind.
Grønlænderne tror desuden paa en hel hærskare af overnaturlige væsener. Jeg skal her blot nævne nogle faa.
Havets dyr beherskes af en stor kvinde, som nogle kalder den navnløse, andre Arnarkuagssâk, hvilket bare betyder den gamle kvinde.
