RELIGIØSE FORESTILLINGER. 215
aabning, som gjøres i skindene paa bagvæggen.[1] Dette stemmer merkelig overens med den i vort land almindelige skik, at bringe liget ud gjennem en for anledningen gjort aabning f. eks. i væggen.[2] Grunden er vel begge steder den samme, nemlig at disse aabninger atter kan fast tillukkes, saa gjenfærdet eller sjælen ikke kan slippe ind igjen, hvilket vilde kunne ske, om liget udbragtes gjennem husgangen eller døren. Usandsynligt er det ikke, at grønlænderne kan ha faat skikken fra de gamle nordmænd eller islændinger i Grønland. I flere sagaer staar den omtalt som benyttet af de hedenske islændinger. I »Eyrbyggja«[3] heder det: «derefter lod han et hul bryde i væggen bag ved den døde og bragte ham ud derigjennem.» Den dødes sager kastes ogsaa straks ud, forat de ikke skal gjøre de gjenlevende urene. Dette minder om vor lighalmsbrænding, som ogsaa er vidt udbredt hos os beslegtede folkestammer i Europa.[4]
De gjenlevende bærer ogsaa sine egne sager ud, for at dødslugten kan gaa af dem. De bringes enten ind igjen om kvelden, eller ogsaa ligger de, som paa østkysten, ude i flere dage. Den dødes slegtninge holder der endog
op at bruge sine gamle klæder, og disse kastes bort.[5]
- ↑ Paa østkysten kan dog, ifølge Holm (Med. om Grønl. Hefte 10, side 105), liget ogsaa slæbes ud gjennem husgangen ved en kobberem, som er slaat omkring benene. Det synes mig, som frygten for at røre ved liget maa i dette tilfælde ha seiret over frygten for at bringe det ud gjennem gangen. Bringes det ud gjennem vinduet, maa det jo nemlig røres ved. Ved at det slæbes med benene foran og altsaa peger ud, hindres vel sjælen fra at vende tilbage.
- ↑ Meddelt af Moltke Moe. Sml. ogsaa Liebrecht: Zur Volkskunde, side 372 f.
- ↑ Grønl. hist. Mindesmærker. 111, side 639.
- ↑ Se Moltke Moes indberetning i N. Univ. og Skoleannaler 1880. (Separataftryk, side 21 og de der citerede verker.
- ↑ Holm. Med. om Grønl. Hefte 10, side 107.
