216 ESKIMOLIV.
Naar liget bringes ud, tænder en kvinde en pinde og
vifter med den frem og tilbage sigende: «her er ikke mer
at bekomme.» Dette sker vel nærmest for at vise sjælen,
at alt den tilhørende er kastet ud.
Den døde begraves enten paa land eller kastes i havet (dersom en af forfædrene er omkommet i kajak(?)). Hans eiendele, som kajak, vaaben og klæder, eller, hvis det er kvinder, sygreier, krumkniv m. m. lægges paa eller ved graven, eller hvis de er kastede i sjøen, lægges de ensteds nær stranden. Det synes dels at ske, fordi de har frygt for en afdøds sager og nødig vil bruge dem, dels ogsaa fordi, som H. Egede siger, de kan gi dem anledning til at graate, idet man ved synet af dem mindes om den kjære afdøde, og «græder de for meget over den Døde, saa troer de at hand fryser.»[1] Denne forestilling minder paafaldende om 2det kvad om Helge Hundingsbane, hvor hans enke Sigrun møder ham vaad og frossen og hyllet i rimfrost paa grund af hendes graad over ham. («Helge svømmer i sorgens dug»).[2] Sammenlign ogsaa den bekjendte svensk-danske folkevise om «Aage og Else», hvori det heder:
«For hver en gang du gleder dig
och din hue er glad:
da er min kiste forinden
med røde rosens-blad.
«For hver en gang du gremmer dig,
och din hue er moed:
da er min kiste forinden
som med det lefvere bloed.»
