214 ESKIMOLIV.
døde, og da naturligvis end mer for deres gjengangere, som ofte lar sig se og kan være meget farlige, men ogsaa noksaa snille. Den lemfældigste maade, hvorpaa de kan vise sig, er ved at fløite, dernæst ved at lade det synge for folks øren. I sidste fald beder de om mad, hvorfor man da siger i Grønland: «tag efter behag,» nemlig af mit forraad.[1] At gjenfærdet ikke altid er farligt, fremgaar af, hvad Niels Egede[2] fortæller om en gut ved Godthaab, som, da han engang med nogle andre legte i nærheden af sin mors grav, pludselig saa nogen stige op deraf. Han og de andre tog tilbens, men gjenfærdet løb efter, greb sin søn, «holdt ham, kyste ham og sagde: vær ikke bange for mig, jeg er din Moder og elsker dig» og mer sligt.
Deres skikke ved folks død og begravelse viser, hvilken frygt de hadde for de døde og særlig for deres sjæle eller gjenferd. De døende iføres ofte ligklæderne, det vil sige deres bedste dragt, en stund før døden, ligeledes blir benene hyppig bukkede sammen, saa fødderne kommer opunder bagdelen, og de blir sydde eller svøbte ind i skind; dette gjøres vistnok, fordi de skal ta mindre plads og saaledes trænge mindre grav, og det sker i levende live, forat de efterlevende skal slippe at røre ved dem mer end nødvendigt som lig. Denne deres frygt for at røre ved lig gaar jo, som side 122 omtalt, saa vidt, at de ikke vil hjælpe forulykkede (f. eks. kajakmænd, som holder paa at drukne), naar de tror, de er døden nær.
Naar de vel er døde, bringes de, hvis det er i hus,
ud gjennem vinduet, og hvis det er i telt, gjennem en
