RELIGIØSE FORESTILLINGER. 209
vise Barnet Veien til Sielenes Land, naar det bliver levende, eftersom Børn ere uforstandige og taabelige, og ei selv kan finde Vei.»[1] Det synes, som kapt. Holm[2] betviler denne opfatnings rigtighed (som han forøvrigt anfører efter Hans Egede), af den grund, at han ingen saadan poetisk skik kunde opdage hos østgrønlænderne. Men dette forekommer mig mindre berettiget; thi paa den ene side har vi neppe lov til at tvile paa et saa bestemt udsagn af en mand som Paul Egede, med hans kjendskab til grønlænderne og deres sprog, og paa den anden side bør det bølgende og foranderlige i de religiøse begreber altid erindres. Dernæst findes jo tilsvarende skikke hos indianerne. Aztecerne slagtede ved begravelser en hund, som brændtes eller begravedes med liget, med en bomuldstraad knyttet om halsen; dens opgave var at føre den afdøde over Chiuhnahuapans dybe vande paa veien til de dødes land.[3]
Reisen til det skjønne land er dog ikke let. Egede siger, at der underveis er en høi, spids sten, «hvorpaa de Døde maa gliide paa deres Bag, hvorfore Steenen er blodig.» Cranz paastaar, at sjælene skal holde paa i fem eller endnu flere dage med at glide ned ad denne sten eller dette berg, før de kommer frem, og særlig blir de stakkarer beklagede, som maa gjøre denne reise om vinteren eller i stormfuldt veir, fordi en da let kan komme til skade, hvilket de kalder den anden død, og efter den blir intet
igjen.[4] Dette frygter de meget, og forat det ikke skal ske,
- ↑ P. Egede. Eft. om Grønl. side 109. Se ogsaa H. Egede: Det gamle Grønlands nye Perlustration. Side 84. Cranz. Hist. von Grønl. side 301.
- ↑ Med. om Grønl. Hefte 10, side 106, anm.
- ↑ Tylor. Primitive Culture. (1873) I, side 472.
- ↑ Forestillingen om den anden død eller sjælens død findes hos mange folk: hinduer, tartarer, græker, kelter, franskmænd, skandinaver, germaner o. fl.
