210 ESKIMOLIV.
maa de gjenlevende i disse dage iagtta visse forsigtighedsregler. Lignende sagn om mange vanskeligheder paa sjælenes lange reise til de dødes land findes hos de fleste folkefærd.[1] Det synes rimeligt, at oprindelsen til disse vanskeligheder er den, at de skal være prøver, som de gode har lettere for at overvinde end de onde. Naar nu hos eskimoerne vanskelighederne ingen prøve er paa godt og ondt, synes det at maatte bevise, at sagnet om dem og udmalingen af dem maa være laant fra andre, og da nærmest, fra indianerne. Særlig synes den spidse sten at minde sterkt om indianernes «bergkam, hvis smale ryg var saa skarp som den skarpeste kniv», hvorover veien gik til sjælenes bolig Wanaretebe.[2]
Dyrene synes grønlænderne ogsaa almindelig at ha tillagt en sjæl, der lig menneskets kunde leve efter legemets død og foreta reisen til det hinsidige land, hvilket f. eks. tydelig nok fremgaar af den kap. 12 meddelte bjørnefortælling (se side. 185). Det fremgaar ogsaa af den side 208 omtalte skik at lægge hundehoder i børns grave, idet det naturligvis er hundesjælen, som bor i hodet, der skal ledsage barnet. Det er forøvrigt en blandt naturfolk almindelig tro. Kamtsjadalerne mener saaledes, at alle dyrs sjæl, endog den mindste flues, lever op igjen i underverdenen.
Af høiere overnaturlige væsener har grønlænderne mange. Blandt dem, som staar menneskene nærmest, og som de gjennem sine angekoker har mest nytte af, bør først nævnes de saakaldte tôrnat (flt. af tôrnak). Disse er angekokernes tjenende aander, som hjælper dem til deres
overnaturlige magt. De nævnes meget ofte som de afdødes
