208 ESKIMOLIV.
hen, synes ikke at staa i nogen fremtrædende forbindelse med menneskets gode eller onde gjerninger.
Egede paastaar dog, at til det deilige land under jorden kommer bare «de Qvinder, som døe paa Barsel-Seng, og de (mænd) som drukne i Havet, og Hvalfisk Fangere, hvilket skal være ligesom en Belønning, for det Onde, som de have udstaaet her i Verden, alle de andre komme til Himmelen.»[1] Om dette har været den almindelige tro, synes ikke afgjort. En aldeles lignende findes ogsaa hos os; en gammel kone i Telemarken sagde til Moltke Moe om sønnen sin: «Jau du, han er eg tryg for, han har gjengji like in i himlen han, du veit det stend i Guds ord, at den som blir paa sjøen hel døyr paa barnseng den gjeng’e rake vegen til Guds rike.»[2]
Imidlertid synes det ifølge nogles udsagn, som ogsaa andre grønlændersjæle kom til underverdenen, dette skulde bl. a. kunne afhænge af ligets behandling. Paul Egede siger saaledes (Eft. om Grønl. side 174), «at de pleiede at tage de Syge, som laae paa deres Yderste, lempelig ned af Sengen, og indsvøbe dem paa Gulvet til Begravelse. Denne Nedtagelse af Sengen, skal nok være en Betegning paa den Nedfart de ønske den Døde under Jorden. Men døer nogen førend han bliver nedtagen, da farer han op ad.» Paa spørgsmaalet, hvorfor et hundehode var lagt ved en grav, fik han det svar, «at det var en Skik hos nogle af deres Medmennesker, at legge et Hundehoved hos
et Barn, naar det blev begravet, for at det kunde støve og
- ↑ Se om det samme ogsaa Paul Egede: Eft. om Grønl., side 117. Ifølge nogle udsagn skulde hekse og «onde folk» komme til oververdenen.
- ↑ Meddelt af M. Moe. Sml. ogsaa J. Flood: Grønland. Kristiania. 1873. Side 10, anm. Lignende forestillinger skal findes i Baiern og paa Markesasøerne. (Sml. Liebrecht. The Academy III (1872), side 321.)
